For at kunst, kultur og det byliv det bringer med sig, indfinder sig i en nyetableret bydel, skal det inviteres ind på vilkår, der hjælper det med at blomstre. Hospitalets gamle vaskerihal, har potentialet for at etablere det vigtige møde mellem livet, byen og kunsten – i form af kunstnerboliger, atelierer, værksteder og fælles forsamlingskvadratmeter, der kan aktivere hele området. Når kulturskaberen både bor og arbejder i direkte forbindelse med kvarterets fællesfaciliteter skabes grobunden for en nærværende kontakt mellem hospitalshavens fremtidige lokalmiljø og kultur.

Rum har sjældent én dør.
Fløjdørene skaber en indlejret fleksibilitet i opholdrummene, som muliggør mange variede brugsmuligheder.
Som for eksempel en sammenhængende børneafdeling. En børne enfilade.

















Rum har sjældent én dør.
Fløjdørene skaber en indlejret fleksibilitet i opholdrummene, som muliggør mange variede brugsmuligheder.
Som for eksempel en sammenhængende børneafdeling. En børne enfilade.





















Som en forbindelse imellem disse tager bygningen form efter at relatere sig til villaens bygningskrop, styrke skolegårdens udendørs rumligheder og formidle skolens arkitektoniske filosofi ind i en kontemporær biogen bygning, der opfylder moderne krav til undervisning og skolefunktioner.
Bygningen har vi kaldt UNDA og er også en fejring af den dansk/svenske oversættelse af Rudolf Steiners arkitektur, som danske arkitekt Erik Asmussen stod i spidsen for.

Som et væsen, en rosa villa, byder UNDA velkommen i skolens nye hovedankomstvej, mens den viger tilbage og gør plads til et af skolegårdens store træer.




Den indvendige formgivning og materialevalg gør at børnene kan aflæse, hvordanhuset er sammensat, og derved opnå en intuitiv forståelse forbyggeri og materialitet. Tyngde og rum. Nogle motiver er genkendelige, andre er nye.



Eurythmy Huset
Rudolf Steiner Seminaret, Järna, Sverig
1968-92
Som et væsen, en rosa villa, byder UNDA velkommen i skolens nye hovedankomstvej, mens den viger tilbage og gør plads til et af skolegårdens store træer.






Eurythmy Huset
Rudolf Steiner Seminaret, Järna, Sverige
1968-92
Så vi i første omgang kun isolere værelserne, men gør plads til at resten af huset, kan modtage samme behandling hvis man ønsker det på sigt. På samme måde sparer vi også beklædningsbrædderne væk og beklæder isoleringen med stof, men gør plads til at eventuelle loftbrædder kan indfinde sig på sigt. Dette er et hensyn til den tidslige proces i at sanke genbrugsmaterialer.
Almen Herskabelighed er en modreaktion på de sidste årtiers reduktion og opløsning af boligens indre, med det formål at skabe sociale, fleksible og robuste boliger i træmoduler med maksimalt 20 m2 pr. person.
Forslaget skal integreres i et af Home.Earths fremtidige projekter, med A part of Sum som underrådgiver til Tegnestuen Vandkunsten.

Rum har sjældent én dør. Fløjdørene skaber en indlejret fleksibilitet i opholdrummene, som muliggør mange variede brugsmuligheder. Som for eksempel en sammenhængende børneafdeling. En børne enfilade.





Én bolig: 160 m² inkl. opgang, 6 værelser
Mulighed for, at 6-10 personer kan bo sammen.
Ved 8 personer er boligarealet pr. person 20m²



Billede 1: BØRNEENFILADE
Billede 2: Når det her par flytter ind i dit nabolag, ved du at priserne kommer til at stige. Godt de i det mindste bor småt og kollektivt.
Billede 3: Badeværelse, gang, kontor og stue i forbindelse.




Plantegning 1: Den sammensatte familie
Plantegning 2: Generationsboligen
Plantegning 3: Højskolen
Plantegning 4: Kontoret



Kort over indgreb.
Hvad er nyt?
Hvad er gammelt?




.png)

.jpg)
Et rum der i sig selv var smukt. Ryttet op.
Tilføjelser af Hahn Lavsen og team, og ikoniske lamper lavet i samarbejde med keramiker Karoline Bach Larsen.




Den nye dør skiller gangen fra entreen, som en væg, mere end end dør, både i udtryk og funktion.
En dør der lige så godt vil stå åben som lukket.










Sølvmalet med linolie-sølvmaling.
Monteret med og beskyttet af bukket rustfrit stål.

Et vindues mange liv.





Alle materialer vi fjernede blev sorteret, og de brugbare, forædlet og brugt.


En skulptur af og til hverdagen.








Kort over indgreb.
Hvad er nyt?
Hvad er gammelt?
Et rum der i sig selv var smukt. Ryttet op.
Tilføjelser af Hahn Lavsen og team, og ikoniske lamper lavet i samarbejde med keramiker Karoline Bach Larsen.
Den nye dør skiller gangen fra entreen, som en væg, mere end end dør, både i udtryk og funktion.
En dør der lige så godt vil stå åben som lukket.
Sølvmalet med linolie-sølvmaling.
Monteret med og beskyttet af bukket rustfrit stål.
Et vindues mange liv.
Nogle spor er lidt større end andre, især dem ingeniøren var inde over at dimensionere.
Alle materialer vi fjernede blev sorteret, og de brugbare, forædlet og brugt.
En skulptur af og til hverdagen.
Ser man igennem huset eller tilbage på de omkringliggende træer?
Et genfærd der genopliver et teknikhul og skaber et ovenlysvindue.
Ap S er tilknyttet projektet som underrådgivere for ERIK arkitekter. Gennem 2025 vil konceptet for facaden og renoveringen blive konkretiseret gennem videre arbejde og bruger inddragende workshops med kollegiets beboere.

Sofiesgården skal forblive Sofiegården.
De oprindelige værdier skal bevares selv om facaden skiftes helt.
Facaden er tegnet indefra og ud og skaber en række boliger af usædvanlig høj kvalitet.
Oprindeligt tegnet af Box25 Arkitekter i 1969. En kollektiv gruppe af unge arkitekter der gjorde sig umage.
Det var unge mennesker der tegnede boliger til unge mennesker.
Der er fortsat meget er lære fra dem.
Tak til Peder Duelund Mortensen for inspirerende dobbelt-lysbillede visninger.




Fra besatte bindingsværkhuse, til voldsom pludselig nedrivning, til efterfølgende selvejende kollegie.
Civil ulydighed er blevet knyttet til som en af husets bærende værdier. Kulturelt såvel som arkitektonisk.


Det bygges som træskelet lukket med træplade på indersiden og træfiber plade på ydersiden.
Der pudses direkte på yderside med kalkpuds.
Måske kan dampspærren endda undlades. Fugttest vil vise hvad der er muligt.
Horisontale drypnæser leder vandet væk fra pudsen.
Vertikale trælister indeler puds og skjuler elementsamlinger. Samtidig muliggøres reparation i felter.
Moderne bindingsværk møder 1970’ernes radikale arkitektur.
Realdania støtter projektets udvikling frem mod færdig, gennemtestet, mockup udført i løbet af 2026.
Det er overraskende spændende at sætte ild til træ og se reaktionen.
60mm træfiberplade klarede 46 minutter. Det virker lovende.
Sofiesgården skal forblive Sofiegården.
De oprindelige værdier skal bevares selv om facaden skiftes helt.
Facaden er tegnet indefra og ud og skaber en række boliger af usædvanlig høj kvalitet.
Oprindeligt tegnet af Box25 Arkitekter i 1969.
En kollektiv gruppe af unge arkitekter der gjorde sig umage.
Det var unge mennesker der tegnede boliger til unge mennesker.
Der er fortsat meget er lære fra dem.
Tak til Peder Duelund Mortensen for inspirerende dobbelt-lysbillede visninger.
Fra besatte bindingsværkhuse, til voldsom pludselig nedrivning, til efterfølgende selvejende kollegie.
Civil ulydighed er blevet knyttet til som en af husets bærende værdier. Kulturelt såvel som arkitektonisk.
Det bygges som træskelet lukket med træplade på indersiden og træfiber plade på ydersiden.
Der pudses direkte på yderside med kalkpuds.
Måske kan dampspærren endda undlades.
Fugttest vil vise hvad der er muligt.
Horisontale drypnæser leder vandet væk fra pudsen.
Vertikale trælister indeler puds og skjuler elementsamlinger. Samtidig muliggøres reparation i felter.
Moderne bindingsværk møder 1970’ernes radikale arkitektur.
Realdania støtter projektets udvikling frem mod færdig, gennemtestet, mockup udført i løbet af 2026.
Det er overraskende spændende at sætte ild til træ og se reaktionen.60mm træfiberplade klarede 46 minutter.
Det virker lovende.
Huset tager imod sine gæster ved gavlen og inviterer indenfor gennem et uopvarmet ankomstrum, hvor gulvet er lavet af sten fra ruinen og muren står som den fritlagte eksisterende ruinmur. Besøgende træder gennem hoveddøren ud på et rødt plankegulv, hvorfra Møllestuen åbenbarer sig for den besøgende. Den forvandlede ruin indskriver sig i stedets historie om fornyelse, forfald og genopstandelse. Vi foreslår derfor en transformationsstrategi, der minder om, hvad der engang var, at forfine, transformere og beskytte det eksisterende uden at slette sporene af historien.
Paladset på dag 0.
Græsset var grønt (lidt endnu)
4 hjørner, 1 scene og 2 gange inviterer indenfor.
Billede 02: Staldruinen idag
Billede 03: Gandalf the grey - Dræbt af Balrok og genopstået, derefter kaldt Galdalf the white (LOTR, Two towers, 2002)
Billede 04: “The Soul Hovering over the Body, Reluctantly Parting with Life”, W. Blake, 1813
Somme tider kolliderer de.
En verden af konstruktive logikker, her kurateret til at indeholde liv.

Sofiesgården skal forblive Sofiegården.
De oprindelige værdier skal bevares selv om facaden skiftes helt.
Facaden er tegnet indefra og ud og skaber en række boliger af usædvanlig høj kvalitet.
Oprindeligt tegnet af Box25 Arkitekter i 1969. En kollektiv gruppe af unge arkitekter der gjorde sig umage.
Det var unge mennesker der tegnede boliger til unge mennesker.
Der er fortsat meget er lære fra dem.
Tak til Peder Duelund Mortensen for inspirerende dobbelt-lysbillede visninger.





Billede 02: Staldruinen idag
Billede 03: Gandalf the grey - Dræbt af Balrok og genopstået, derefter kaldt Galdalf the white (LOTR, Two towers, 2002)
Billede 04: “The Soul Hovering over the Body, Reluctantly Parting with Life”, W. Blake, 1813




Fortolket snarere end rekonstrueret.




Somme tider kolliderer de.


En verden af konstruktive logikker, her kurateret til at indeholde liv.
Projektet arbejder udelukkende med sankede (genbrugte) byggemateriale. En langsommelig proces, der belyser det store sociale arbejde, der ligger i at skabe de relationer og den tillid, der skal til for at deles om ressourcer i den lokale, såvel som den globale, have.
Ambitionen med Bylivskontoret er at skabe et samlingspunkt for udviklingsprojekter fra hele København og eksemplificere en samarbejdsmetode mellem borgere og udviklere, som et civilsamfunds eksperimentarium for morgendagens fællesskaber og bæredygtige byer.
Her får borgerne mulighed for at tage del i samtalen om byens fremtid ved at deltage i arrangementer om kunstformidling, kulturskabelse, biodiversitet, klimabevidsthed, opdyrke byjord, fælles madlavning, samskabelsesbyggeprojekter som dette - generelt til arrangementer, som styrker det lokale fællesskab.

Mellem Lundtoftegades højblokke samles beboerne og byen.
Tilbygningen vender husets indre liv på vrangen.


Minimale indgreb i bærende strukturer og oprydning af årtiers institutionelle lag transformerer huset.


Det blev til en god ny ankomst til huset.
Rum har sjældent én dør.
Fløjdørene skaber en indlejret fleksibilitet i opholdrummene, som muliggør mange variede brugsmuligheder.
Som for eksempel en sammenhængende børneafdeling. En børne enfilade.
Minimale indgreb i bærende strukturer og oprydning af årtiers institutionelle lag transformerer huset.
Det blev til en god ny ankomst til huset.
Køkkenet flyttes til det store rum, hvor den store blanke flade danner bagtæppe for hverdagens teater. Køkkenet er i linoliebehandlet krydsfiner og med indbyggede skabe med stål fronter i den nyetablerede skillevæg. I det gamle køkken etableres opbevaring og seng i et indbygget møbel, samt vanity bord i linoliebehandlet krydsfiner.








































De nye indgreb er specifikt tilpasset stedets eksisterende ikoniske elementer og bygger videre på deres arkitektoniske greb. Det mørke træ, der minder om skovens træstammer, indgraveringer, der fortæller historie, og klar geometri, der iscenesætter elementerne som vigtige punkter i naturen.

Pavilloner til ophold


1. Ankomstportal
2. Stiforløb gennem skoven
3. Bro over smeltevandsdal
4. Pavilloner til ophold
5. Amfiteater



Talerstol af Anton Rosen fra 1925
Pavilloner til ophold
1. Ankomstportal
2. Stiforløb gennem skoven
3. Bro over smeltevandsdal
4. Pavilloner til ophold
5. Amfiteater
Historiske folkemøder på himmelbjerget om demokrati og politik
Talerstol af Anton Rosen fra 1925
Pavilloner der rummer scene til talks, workshops og forskellige former for intimt tilflugt. Det er ikke paladser til den magtfulde enkeltperson, men paladser til styrken i forsamling. Træet er samlet sammen fra bl.a. tidligere års festivaler og Roskilde Festival, der er samlet i en repetitiv ramme malet med maling og skibslak.
Pavillonen er opført at en række enkle identiske elementer. Samling og adskillelse er let. Det er også nemt at ændre form, udtryk og farve.Samme elementer er blevet genbrugt i forskellig form ved Odays, 2023, 2024 og 2025.

Paladset på dag 0.
Græsset var grønt (lidt endnu)
4 hjørner, 1 scene og 2 gange inviterer indenfor.




Blik og smutveje på tværs.
Bolte og beslag som ornamenter.


Men hvad kunne de samme elementer ellers blive til?
Pavillonen genopstod som Solar Palace.




Et nyt lag sprøjtemaling.
Pavillonen blev til ét samlende rum.




Foto: Odays
Paladset på dag 0.
Græsset var grønt (lidt endnu)
4 hjørner, 1 scene og 2 gange inviterer indenfor.
Blik og smutveje på tværs.
Bolte og beslag som ornamenter.
Men hvad kunne de samme elementer ellers blive til?
Pavillonen genopstod som Solar Palace.
Et nyt lag sprøjtemaling.
Pavillonen blev til ét samlende rum.
Traditionelt har vandtårnet fået en monumental form, symmetrisk, robust og uigennemtrængelig monumentalt design. Vi mener, at vejen til øget bevidsthed og forsigtighed omkring vores fælles ressourcer går gennem at afdramatisere monumentet og synliggøre den kritiske infrastruktur og integrere den i vores daglige bevidsthed. Derfor mener vi, at vandtårnet skal have et genkendeligt design med regionale rødder, som lokalbefolkningen kan identificere sig med og skabe et forhold til.
Projektet samler derfor skolen i en høj foyer, der fanger ankomsten helt fra gaden. Herfra er der adgang direkte til salen eller videre op gennem et dynamisk trappeforløb. Inde i salen opnås en følelse af at være indenfor i en speciel, omfavnet af huset og dens struktur.

På amager laves en lille tilbygning på 50 m2.
De få kvadratmeter bliver til en undersøgelse af både hvordan vi bygger og beboer vores huse.
Det er et eksempel på hvad der sker når vi tegner arkitektur der kan tilpasse sig over generationer.
Samtidigt undersøges den fuldstændig almindelige danske byggeteknik kritisk.
Huset er bygget som alle andre, i gasbeton, tegl og træ, men ligner dem ikke.
Hvert eneste sten og blok blev tegnet. Hver detalje og materiale blev til en mulighed.




Dens format passer med danske mursten. Den er stor og let, men ser overraskende tung og naturlig ud.
Huset er tegnet til blokkens mål med stor præcision. Råhuset var overraskende flot og omhuen med blokkene kan i dag værdsættes i husets indre.




Der er ikke noget inde og ude, der smelter sammen. Den ene er bærende og den anden er en skal. Det ses som en gave at huset kan overraske beboere og gæster når man træder indenfor.
Vinduer blev monteret hængt udenpå gasbetonen og udnytter hulrummet. Rammen forsvinder og blokkene træder frem. Der blev vist set lidt til Utzon og øvrige dygtige arkitekter på Mallorcas brug af sandsten.


Haven bliver mindre, men får nu en række kroge og nicher, der fanger både sol og mennesker.
Et lille bad og tekøkken i tilbygningen er alt der skal til for at få den til at fungere som selvstændig bolig.
Er det en tilbygning til mormor, teenagebarnet eller de voksne, så børnene kan overtage huset?




Hun boede meget fint i det, og vi tog stor glæde i at se mødet mellem generationer finde sted i tilbygningens arkitektur.


Hjørnet her gjorde os glad ved hvert genbesøg i huset.
Og det blev kun bedre af at se det beboet med rullegardiner og stor brun læderstol.




Projektet har siden udførsel nu været beboet af både mormoren, barnebarn 1, barnebarn 2 samt ét nyfødt oldebarn.
Overraskende mange liv på kort tid.




Huset ligger i haven og er markant anderledes end det eksisterende.
Måske kan husets grove overflade en dag gå i ét med haven, og langsomt blive en del af den.
Den dag, kan man endda måske blive i tvivl om huset altid har ligget der.
Måske sker det ikke, men man kan drømme.
Indtil den dag, må det nydes at se genspejlningen af hverdagens vasketøj i huset vinduer.
På amager laves en lille tilbygning på 50 m2.
De få kvadratmeter bliver til en undersøgelse af både hvordan vi bygger og beboer vores huse.
Det er et eksempel på hvad der sker når vi tegner arkitektur der kan tilpasse sig over generationer.
Samtidigt undersøges den fuldstændig almindelige danske byggeteknik kritisk.
Huset er bygget som alle andre, i gasbeton, tegl og træ, men ligner dem ikke.
Hvert eneste sten og blok blev tegnet. Hver detalje og materiale blev til en mulighed.
Dens format passer med danske mursten. Den er stor og let, men ser overraskende tung og naturlig ud. Huset er tegnet til blokkens mål med stor præcision.
Råhuset var overraskende flot og omhuen med blokkene kan i dag værdsættes i husets indre.
Der er ikke noget inde og ude, der smelter sammen. Den ene er bærende og den anden er en skal.
Det ses som en gave at huset kan overraske beboere og gæster når man træder indenfor. Vinduer blev monteret hængt udenpå gasbetonen og udnytter hulrummet. Rammen forsvinder og blokkene træder frem.
Der blev vist set lidt til Utzon og øvrige dygtige arkitekter på Mallorcas brug af sandsten.


Haven bliver mindre, men får nu en række kroge og nicher, der fanger både sol og mennesker.
Et lille bad og tekøkken i tilbygningen er alt der skal til for at få den til at fungere som selvstændig bolig.
Er det en tilbygning til mormor, teenagebarnet eller de voksne, så børnene kan overtage huset?
Hun boede meget fint i det, og vi tog stor glæde i at se mødet mellem generationer finde sted i tilbygningens arkitektur.


Hun boede meget fint i det, og vi tog stor glæde i at se mødet mellem generationer finde sted i tilbygningens arkitektur.
Projektet har siden udførsel nu været beboet af både mormoren, barnebarn 1, barnebarn 2 samt ét nyfødt oldebarn.
Overraskende mange liv på kort tid.
Huset ligger i haven og er markant anderledes end det eksisterende.
Måske kan husets grove overflade en dag gå i ét med haven, og langsomt blive en del af den.
Den dag, kan man endda måske blive i tvivl om huset altid har ligget der.
Måske sker det ikke, men man kan drømme.
Indtil den dag, må det nydes at se genspejlningen af hverdagens vasketøj i huset vinduer.

Kirken ses som en næsten levende figur, der vandrer gennem havnen.
Skalaen er abstrakt, på en gang stor og monumental, men samtidig ikke langt fra et skur.




De gamle kirker har en rig historie af sammensatte snit og planer.
Indre og ydre stemmer sjældent overens.




1 rum
2 etager
3 tårne
4 facader
8 nicher
20 døre


Døre åbner og lukker rummene efter behov.
Både udvendigt og indvendigt.
Lys trænger ind gennem skjulte åbninger og ovenlys.









Ikke meget anderledes end stedets øvrige huse og skure.
Lavet til enten at kunne skilles ad eller måske en total flytning.




Billede 02: Rossi
Billede 03: Borromini
Billede 04: Den frie
Paladset på dag 0.
Græsset var grønt (lidt endnu)
4 hjørner, 1 scene og 2 gange inviterer indenfor.
Billede 02: Staldruinen idag
Billede 03: Gandalf the grey - Dræbt af Balrok og genopstået, derefter kaldt Galdalf the white (LOTR, Two towers, 2002)
Billede 04: “The Soul Hovering over the Body, Reluctantly Parting with Life”, W. Blake, 1813
Somme tider kolliderer de.
En verden af konstruktive logikker, her kurateret til at indeholde liv.
Det gamle og det nye er forenet af et ’tæppe’ af tegl, der buer langs husene og træerne. På afstand begynder det røde tag og den varme træbeklædning at smelte sammen med den gule mursten og de røde fliser på bungalowen.

Tegltæpper.
Både i tag og belægning.
Kurver tilpasser sig havens eksisterende træer.




Eller er det måske mere i familie med byggelegepladsen?
Et sted hvor reglerne er få og beslutningerne er nemme og intuitive.
Hvor glæden ved at bygge og det at samle to stykker træ hyldes.




Det var 2020 og der kunne indkøbes lærketræ og håndlavede tagtegl af høj kvalitet.
Materialerne patinerner og viser tidens gang.
Der var endda overskud til at eksperimentere med et stålgreb til havelågen.


Måske kunne strukturen blive til mere end bare et hus for en bil.
Måske kunne det blive til et hus for haven.
Fundament, struktur, vægge, gulve, døre, tag og tagrende.
Hvert element blev nøje overvejet for at findes dets potentiale.
På den måde kunne noget meget simpelt blive meget kompliceret.




Bundet sammen af et tæppe af tegl blev der skabt en ny ankomst omkring de eksisterende træer.
Huset fik ikke en eneste ændring i projektet, men med sine nye naboer, føltes det forandret og lidt mindre alene end det var før.




Træet står flot i sneen, godt på vej til at blive gråt.
Med tiden vil det endda måske blive sort, mens de gyldne farver vil lyse fra indersiden.

To strukturer.
To huse i haven.
Over tid vil hegn, huse og have måske gro sammen.
Tegltæpper.
Både i tag og belægning.
Kurver tilpasser sig havens eksisterende træer.
Eller er det måske mere i familie med byggelegepladsen?
Et sted hvor reglerne er få og beslutningerne er nemme og intuitive.
Hvor glæden ved at bygge og det at samle to stykker træ hyldes.
Det var 2020 og der kunne indkøbes lærketræ og håndlavede tagtegl af høj kvalitet.
Materialerne patinerner og viser tidens gang.
Der var endda overskud til at eksperimentere med et stålgreb til havelågen.


Måske kunne strukturen blive til mere end bare et hus for en bil.
Måske kunne det blive til et hus for haven.
Træet står flot i sneen, godt på vej til at blive gråt.
Med tiden vil det endda måske blive sort, mens de gyldne farver vil lyse fra indersiden.

To strukturer.
To huse i haven.
Over tid vil hegn, huse og have måske gro sammen.
Saunaens bænke er spændt op imellem konstruktionen og går igennem til ydersiden, hvor den igen bliver et møbel - både til at sidde på, men også til opbevaring af brænde. Den træfyrede sauna bliver varm på 30 minutter og kan huse 10-15 gæster af gangen.
Stedsans ejere Flemming og Mette har røbet, at de selv gør brug af saunaen, som en flydende dagligstue med deres børn, i de vinterperioder hvor de ikke modtager gæster.
Paladset på dag 0.
Græsset var grønt (lidt endnu)
4 hjørner, 1 scene og 2 gange inviterer indenfor.
Blik og smutveje på tværs.
Bolte og beslag som ornamenter.
Men hvad kunne de samme elementer ellers blive til?
Pavillonen genopstod som Solar Palace.









Den anden halvdel af den gamle lade, beholdes næsten intakt, men repareres og transformeres således at der kan afholdes større forsamlinger og arrangementer for lokale foreninger. I en rummelighed med stor fleksibilitet i organisering og brug. På 1. sal etableres et plateau aflukket af sejl, der giver mulighed for et intimt rum ved forsamlinger eller etablering af en scene til teaterforestillinger eller koncerter. Ladens udtryk bevares i den klassiske historiske svenske stil, men med sit eget særprægede udtryk, det tydeliggøre, at der sker noget særligt i denne lade.